Mængdebaseret er polyethylen den mest anvendte og vigtigste plasttype. Dette skyldes blandt andet at PE har en utrolig stor modstandsdygtighed over for vand og fugt, samt at det har en god bestandighed, over for stort set alle kemikalier og opløsningsmidler.
Polyethylen er en polymer, som bliver fremstillet ved højtryks- eller lavtryks polymerisation af ethylen. PE er et delvist krystallinsk termoplast – dette vil sige at polyethylen bliver formbart, når det udsættes for opvarmning, og det har en glasovergangstemperatur på -120 oC, hvilket vil sige, at udsættes det for temperaturer over denne, mister det sin formstabilitet. Før opvarmning fremstår polyethylen som et uklart, sejt og fleksibelt materiale.
Varianter af Polyethylen og deres egenskaber
Polyethylen er en plasttype, der forekommer i flere forskellige varianter – visse varianter af PE plast er mere bøjelige og medgørlige end andre varianter. De mest udbredte typer af Polyethylen er HDPE (High Density Polyethylene) og LDPE (Low Density Polyethylene). HDPE er den mest formstabile variant, og anvendes derfor ofte til produkter som eksempelvis baljer, vand- og afløbsrør, flasker og spande. Hvor HDPE er den mest formstabile, er LDPE den sejeste, dog er den knap så stærk. Denne variant anvendes ofte til produkter som eksempelvis plastposer, flasker, kabelisolering og belægning i kartoner, som eksempelvis mælkekartoner, der på indersiden er beklædt med PE plast.
Udover disse to varianter findes der også flere andre, men det gør sig kun gældende for disse to varianter, at de kan sprøjte-bearbejdes eller ekstruderes. De resterende varianter er VLDPE (Very Low Density Polyethylene), LLDPE (Lineær Low Density Polyethylene), MDPE (Medium Density Polyethylene) og UHMWPE (Ultra High Molecylar Weight Polyethylene) – disse er kun mulige at bearbejde mekanisk.
Polyethylens sammensætning
For polyethylen gør det sig gældende, at der er stor forskel i graden af molekylær orden, som beskriver polyethylens krystallinitet – denne er med til at vise polyethylens
beskaffenhed, men er samtidig også med til at bestemme polyethylens massefylde, samt egenskaber. Polyethylens massefylde, egenskaber og beskaffenhed er med til at bestemme, hvad den enkelte variant kan anvendes til.
Varianter med en lav massefylde, har mange forgreninger i den molekylære orden, hvilket vil sige, at der ikke kan være den samme mængde molekyler i sammensætningen, og massefylden bliver derfor lavere, modsat varianter med en høj massefylde, hvor den molekylære orden indeholder færre forgreninger, men i stedet mange lineære molekyler, og massefylden derfor er højere.
For varianterne med en lav massefylde (LDPE, LLDPE, VLDPE), gør det sig gældende, at disse er mere seje, grundet fleksibiliteten i de forgrenede molekyler, samt den lave massefylde og dermed vægt for varianten. Varianter med en høj massefylde (HDPE, UHMWPE) er i stedet langt stærkere, mere stive og mere formbare, grundet den store massefylde og de lineære molekyler.
Anvendelse af polyethylen
Varianter med en lav massefylde, anvendes ofte til produkter der kræver en høj fleksibilitet og sejhed, eksempelvis folie til fødevarer, bæreposer, samt andre plastposer.
Varianter med en høj massefylde anvendes derimod ofte til produkter, med særlige krav til styrke-egenskaberne – disse produkter kunne eksempelvis være kasser, tromler, transporttanke, samt en lang række forbrugsprodukter.
Hvad er Polyethylen?
Mængdebaseret er polyethylen den mest anvendte og vigtigste plasttype. Dette skyldes blandt andet at PE har en utrolig stor modstandsdygtighed over for vand og fugt, samt at det har en god bestandighed, over for stort set alle kemikalier og opløsningsmidler.
